Om os

Hvis du kører igennem den lille by Ho – landsbyen på toppen af Nationalpark Vadehavet, og med det fantastiske Skallingen i baghaven – undgår du ikke at lægge mærke til Ho Kro. Midt i byen, overfor kirken, blandt de karakteristiske hvidmalede huse og hvide træværk langs vejen, møder du de store bogstaver på gavlen – “ Ho Kro”.

Herude, – tæt på Vesterhavet og et stenkast fra Vadehavet, hvor blæsten regerer på de åbne vidder, hvor fuglene, vildtet og gallowaykøerne nyder de til tider saltvandsoversvømmede græsarealer, hvor naturen er, som naturen altid har været og hvor naturen forbliver at være natur, – har vi valgt at slå os ned.

Indenfor på kroen, fornemmer du straks, den hyggelige, venlige og atmosfærefyldte stemning. Vi gør vores bedste for, at du og dit følge skal føle jer i de bedste hænder – enten om I er gæster i restauranten, gæster til et selskab eller I har inviteret gæster til et af livets mærkedage i et af vores selskabslokaler. Vores mål og vision er, at alle skal føle sig velkomne fra de kommer til de går.

Vi kombinerer perfektionen af gourmetmad, et meget personligt køkken med udgangspunkt i klassiske ideer, men med input fra det meste af verdenen, med sæsonens råvarer forarbejdet på bedste vis og tilsætter en dygtig, vidende og smilende betjening, samt et stort ønske om at efterleve vores gæsters forventninger til deres besøg og samler det hele under vores slogan: “Gourmet på Vestjysk”.

Vi er glade for, at byde netop dig, VELKOMMEN TIL !Mads Uhre Schmidt er manden der svinger med gryderne på Ho Kro. Han er født i 1979 i Kvong, en lille by nord for Varde. Mads har stået i lære på Kryb-i-ly Kro i Taulov mellem Kolding og Fredericia, og efter 4 år blev svendeprøven bestået med bronze i oktober 2003. Efter endt læretid var Mads kombineret skibums/kok på det danskejede hotel L’Herpie i Alpe d’huez, Frankrig.
Efter et halvt år var Mads tilbage i Danmark. Nu som køkkenchef på Mefisto i Århus. Her arbejdede han under stjernekokken Lars Kyllesbech, som også har drevet restaurant Knudedyb i Vejers.  Efter et hektisk år gik turen videre til Malling Kro syd for Århus, hvor Mads arbejdede i 2 år. Videre gik det til Fladbro Kro ved Randers som køkkenchef. Her blev det til 9 måneder før Mads satte gang i komfuret i køkkenet på Ho Kro.
Når kødgryderne forlades er det som oftest til fordel for en tur på motorcyklen eller på jagt efter rav.

Christina Pagaard Thomsen
 er den anden del af værtsparret. Christina er født i Skjern i 1983, og har derfor også fødderne godt plantet i den vestjyske muld.
Christina gik i lære som kok på Madsen’s Hotel i Bjerringbro og senere på Cafe Viggo i Århus. Svendeprøven blev bestået på Esbjerg Tekniske Skole med karakteren ros. Det blev til 1 år som kok på cafeen i Århus, før turen gik videre til Restaurant Patrice i Åbyhøj.  Herefter var det tid til at prøve at stå på den anden side af lugen. Christina fik læreplads som tjener på Fladbro Kro ved Randers. 2 meget udfordrende år, da Fladbro Kro både rummer en gourmetrestaurant, men også muligheden for at afholde op til 5 selskaber af gangen. Eksamen blev denne gang afholdt i Ålborg, hvor Christina i foråret 2008 høstede 4 12-taller og 1 10-tal som tilsammen gav den meget sjældne karakter, sølv.
Efter et par måneder som tjener på kroen i Randers, dukkede muligheden for en forpagtning på Ho Kro op.
Fritiden fordrives helst med gåture sammen med krohunden, Harley.
Fra 1. juli 2008 til marts 2010 forpagtede Christina og Mads Ho Kro. Fra marts 2010 købte de sammen kroen.